Hvad er Rosacea

Rosacea er en hudsygdom, som vi endnu ikke kender den underliggende årsag til. Det betyder, at tilstanden kan være svær at behandle, både for kosmetologer og læger.

Rosacea er kendetegnet af, at ansigtet eller partier af ansigtet bliver rødt og blussende. Ofte rammes kinder og næse. Hudens blodkar er udvidede. Der kan også forekomme inflammerede, acnelignende udslæt. Kvinder rammes oftere end mænd, og problemerne optræder typisk i 30-50-årsalderen. Rosacea er mange gange kronisk og kan i nogen udstrækning være arvelig. Der er gennemført meget forskning på området, men årsagen er stadig ikke klarlagt. Forskerne mener, at mikroorganismer har betydning for, at rosacea opstår.

Forskellige typer Rosacea
Der er flere forskellige stadier/typer af rosacea.

Den mildeste variant er en rødme i huden, som ofte bemærkes ved, at huden blusser op efter indtagelse af alkohol, hvis du opholder dig i kolde omgivelser, eller hvis du drikker noget varmt eller spiser stærkt krydret mad. Brug af visse hudpleje- og sminkeprodukter kan også forværre tilstanden.

I det næste stadie har hudens rødme udviklet sig til at være en mere konstant tilstand. Der kan forekomme pusfyldte blærer og bylder. Denne tilstand benævnes ofte som acne rosacea pga. de acnelignende udslæt. Men eftersom de pusfyldte blærer og bylder ikke har den samme årsag som acne, er det ikke et retvisende navn. I stedet siger vi ofte, at der er tale om f.eks. inflammeret rosacea, når der observeres pusfyldte blærer og bylder. En hud med rosacea har desuden poremasker på samme måde, som det ses i en hud med acne.

I tredje stadie ses mange gange sprængte blodkar, og talgkirtlerne på kinder og næse kan vokse i størrelse. Nogle mennesker kan udvikle en såkaldt portvinsnæse (rhinofyma). Det har dog intet med et højt alkoholforbrug at gøre, som navnet ellers kunne antyde.

I det sidste og mest sjældne stadie kan også øjnene blive angrebet.

Hvordan behandles og forebygges rosacea?

Rosacea - Tayo Astrup Klinik for Hudpleje
Før
efter
Efter Exuviance behandling

Mange, som lider af rosacea spørger sig selv, om der er hjælp at hente. Langt de fleste har prøvet forskellige hudplejeprodukter og behandlinger og har oplevet forskellige negative effekter. Typiske eksempler herpå er behandling med antibiotika – i creme- eller tabletform – som har vist sig at have nogen effekt, selv om bakterier ikke anses for at være den primære årsag til rosacea. Behandling med antibiotika er i mange tilfælde en langvarig behandlingsform, og risikoen for, at der udvikles antibiotikaresistens, har ført til introduktion af nye behandlingsformer. Der findes flere forskellige receptpligtige cremer, som kan ordineres af læger. Det er fælles for de fleste lægemidler mod rosacea, at de virker inflammationshæmmende.

Laserbehandlinger, som udføres hos hudlæger, kan gå ind og behandle overfladiske blodkar, som har udvidet sig. Behandling med skånsomme frugtsyrer har vist sig at have virkelig god effekt, og resultatet er, at der kommer mindre rødme og en pænere hud. Rosacea kan ikke helbredes, men med de rigtige hudplejeprodukter og hudplejebehandlinger kan hudens udseende forbedres så meget, at tilstanden bliver mindre generende. Forkerte hudplejeprodukter og makeup kan forværre tilstanden. Ved mistanke om rosacea skal en hudlæge altid konsulteres. Efterfølgende kan en kosmetolog eller hudlæge give råd om den bedste klinikbehandling, kombineret med hudplejeprodukter. Desuden er det meget vigtigt at lytte til kroppens signaler og undgå forhold, som huden reagerer negativt på. Dette kan være meget forskelligt fra person til person.

Vigtigt at huske

  • Undgå stress
  • Beskyt huden mod solen, forsøg at holde dig i skyggen, når solen er stærk, og anvend mindst SPF 15 – hele året.
  • Beskyt ansigtet mod kulde og vind.
  • Anvend specialudviklede hudpleje- og makeup-produkter til rosacea.
  • Vær tålmodig.